Den moderne fysik anerkender fire fundamentale former for energi: stærk og svag atomkraft, tyngdekraft og elektromagnetisme. Den stærke atomkraft holder atomernes kerner sammen, men virker kun over afstande svarende til atomkernernes størrelse, omkring en billiontedel millimeter. Den svage atomkraft, som styrer solens forbrænding og radioaktivt henfald, er af endnu ringere udstrækning og omtrent hundredtusinde gange svagere. Tyngdekraften er den mest beskedne energi, den er astronomisk svag selv i forhold til den svage atomkraft, men den har til gengæld ubegrænset rækkevidde. Det er tyngdekraften, som styrer himmellegemernes langsomme dans, holder jorden fast i sin bane omkring solen og månen i sin bane omkring jorden. Men det er elektromagnetismens skyld, at vi kan se solen, månen og vore øvrige omgivelser, for lys er elektromagnetisk stråling. Elektromagnetismen er den mest alsidige af de fire fundamentale naturkræfter. Den holder sammen på atomer og molekyler og har betydning for så godt som alle kemiske og biologiske processer. Uden den kunne livet ikke eksistere. Det er derfor ikke overraskende, at mange forsøg på at definere pyramideenergien beskriver denne som et elektromagnetisk fænomen.